Sproggeniet Rasmus Rask – beundret ude, miskendt hjemme

Denne artikel blev bragt på www.lingoblog.dk ultimo 2021

Af sprogmagister Kirsten Rask

Det var en lykkelig Rasmus Rask der som 13-årig kunne lade sig indskrive sig som elev på Odense Latinskole. Året var 1801, og han var et af de begavede fattigmandsbørn der nød godt at Oplysningstidens indsats for at hjælpe ubemidlede evnerige elever på vej med stipendier og private støttemidler.

I Odense mødte Rasmus Rask den anerkendelse og sympati han havde manglet i sit hjem. Han blev indlogeret privat og fik hurtigt det venlige tilnavn Den Lille Professor. På Latinskolen dannede han venskaber for livet og kunne i det begunstigende faglige miljø udvikle sine geniale sprogevner. Det var allerede her han formulerede sin første samlede grammatik over et sprog der hidtil ikke havde haft en sådan, nemlig islandsk. Det gjorde ham til et elsket og værdsat navn blandt islændingene, en status der består den dag i dag.

Årene på Odense Latinskole blev de bedste i hans liv. Rasmus Rask var hele livet sine venners ven og sin families trofaste søn og bror. Ved sin fødsel var han lillebror og tilmed så lille og svagelig at hans far, Niels Rask, ikke havde turdet knytte sig til ham. Hans mor, Birthe, var selv svagelig og døde samme år som Rasmus flyttede til Odense, sandsynligvis yderligere slået tilbage af det smertelige tab af Rasmus’ to ældre søskende, Maren og Hans Kristian, der var var døde som 15-16-årige fem år tidligere.

Niels Rask kunne ikke være alene, og Rasmus var selv med ude for at fri til den kvinde der skulle blive Niels’ nye hustru og Rasmus’ stedmor, Anne Katrine. En kvinde som også Rasmus kom til at holde meget af. Gennem farens nye ægteskab fik Rasmus to nye (halv)søskende, opkaldt efter de to afdøde søskende: Maren og Hans Kristian. Denne gang var Rasmus så storebror, og hele livet drog han omsorg for begge sine nye søskende.

Rasmus Rasks genialitet bestod i hans evne til at gennemskue strukturen i ethvert sprog. Dét og hans fænomenale hukommelse gjorde ham i stand til at sammenligne alverdens sprog, hvoraf han efter sigende lærte sig 45, og inddele dem i slægtssammenhænge, ligesom botanikeren Carl von Linné havde gjort det med planter. Dermed gjorde Rask også sprogforskning til en videnskab; hans metode dannede skole for en helt ny retning inden for sammenlignende sprogstudier som i dag regnes for selvfølgelig. Han sagde selv: ”Jeg skal bare se Fadervor på et sprog for at kunne skrive dette sprogs grammatik.”

Han var således udmærket klar over sin mageløse faglige kompetence. Alligevel kunne han ikke aflægge sig den personlige usikkerhed på eget værd som var blevet grundlagt i barndommen med især farens manglende anerkendelse. Så da han senere mødte modgang på parnasset i København, blev han på én gang såret og rasende – og svarede igen. Han var ikke bange for at gå i clinch med tidens helt store navne på parnasset – dog altid kun på det sproglige felt, aldrig personligt.

Besværet med at få lov til at komme til København og studere har også slidt på hans nervesystem: Han manglede altid midlerne, pengene. En fast følgesvend i hans liv blev afhængigheden af at skaffe pekuniær støtte, og dengang måtte det nødvendigvis være fra private velgørere. To af hans største støtter og velgørere blev Johan von Bülow fra Sanderumgaard nord for Nyborg og professor og universitetsbibliotekar Rasmus Nyerup med tilnavnet ”alle fynboers ven”, der også bevarede venskabet med Rask gennem alle årene. Senere lykkedes det også Rasmus Rask at opnå støtte fra sin konge, Frederik den Sjette, bl.a. til sin knap 7 år lange rejse til Indien på jagt efter ”alle sprogs moder”.

De ekstra år på Latinskolen i Odense brugte han flittigt og konstant på at videreføre sine sprogstudier. Men omsider, i 1807, kunne han tage den dengang flere dage lange rejse til København. Men det var et sørgeligt syn der mødte ham: Det indre København var blevet tæppebombet i det nylige slag mod englænderne, bl.a. lå Vor Frue Kirke ligesom mange omkringliggende bygninger i ruiner. Et dårligt varsel for Rasks år i København. For her blev han langtfra modtaget med samme velvillighed som i Odense. Og han gjorde heller ikke selv noget for at indynde sig, tværtimod.

Rent personligt insisterede han på at holde fast ved sin fynske dialekt, selv om han med sit udførlige kendskab til de danske dialekter må have kunnet tale københavnsk hvis han havde villet. Det kan ikke have undgået at give ham et landligt præg i københavnske ører; der er nok blevet fniset noget i krogene. Alle sine afhandlinger skrev han også på dansk, med den udtrykkelige hensigt at styrke dansk som videnskabssprog. 

Og det var især på tryk at han kom til at lægge sig ud med tidens førende koryfæer: Lige så blid og venlig Rask var i vennekreds og blandt sine medstuderende på Regensen, lige så kras og bedrevidende kom han til at fremstå i sine debatindlæg.

Han tillod sig bl.a. at kritisere både Grundtvig og Oehlenschläger for deres ordvalg og kaldte fx Oehlenschlägers brug af ordet ’urkraft’ i tragedien Balders Død for udansk. Uden tvivl havde han håbet at kunne imponere parnasset med sin umådelige viden om sprog, men hans form kom til at lyde aggressiv og betød kun at han i offentligheden blev kendt som pedant. Hans udførlige videnskabelige begrundelser førte til en hidsig debat med bl.a. den selvlærte sprogmand Chr. Molbech og fik selveste Grundtvig til at udsende et nidvers imod Rask. I en senere udgave af Balders Død ændrede Oehlenschläger selv dog i al stilfærdighed ordet ’urkraft’ til ’grundkraft’.

Men i mellemtiden var Rask søgt til udlandet. Hans følsomme sind kunne ikke holde til den negativitet han oplevede i København. Det lykkedes ham at få skibslejlighed til Island, og årene deroppe blev en lise for ham, både personligt og fagligt. Senere fik han studieophold på universitetet i Stockholm og blev tilmed tilbudt et professorat, som han gerne ville have taget imod. Herfra udvekslede han også tanker og teorier med sprogforskere fra mange andre lande, og han blev et anerkendt og beundret navn i sprogkredse verden over. Men kritiske røster hjemmefra bød ham at afslå et professorat i udlandet og vende hjem, hvad han så gjorde med de berømte ord ”Sit fædreland skylder man alt hvad man kan udrette”; en sentens som kom til at stå på hans gravsten.

Hjemme i København ventede hverken forskerstilling eller professorat, og de følgende år voksede Rasks skuffelse og bitterhed over den manglende anerkendelse. Men hele tiden, gennem hele sit liv, fortsatte han ihærdigt sine sprogstudier. Hans største mål blev nu at dokumentere sammenhængen, slægtskabet, mellem alle verdens sprog. Dertil behøvede han belæg for hvor de europæiske sprog var opstået – han måtte opsøge dette udgangspunkt. I første omgang mente han at oprindelsesstedet måtte ligge i Kaukasus, visse ordsammenhænge fra oldtiden pegede derhen. Dét blev så hans første mål for hans store sprogrejse.

Igen tog det måneder og år for ham at skaffe midler til en sådan forskerrejse; men det lykkedes, og i 1816 kunne han tage af sted. Turen foregik så at sige på tommelfingeren: Han hægtede sig på handelsrejsende og fulgtes med karavaner, sov på den bare jord og vidste aldrig helt hvordan han skulle nå næste punkt på sin rejse. Enkelte gange kunne han overnatte på missionsstationer, hvor han kunne nyde både at få en seng at sove i og at spise med sit medbragte bestik. Her lærte den ellers ateistiske Rasmus Rask at sætte pris på den civiliserethed han mødte sådanne steder. Og hele tiden sendte han afhandlinger og sprogbeskrivelser tilbage til Danmark.

Men da han omsider nåede til Kaukasus og studerede afgørende tekster på bibliotekerne der, kunne han se: Det var ikke her! Kaukasus var ikke fødested for de europæiske sprog.  Pilen pegede længere østpå.

Allerede her, fire år efter hans afrejse, var hans helbred begyndt at skrante. Han fik bylder, især på benene, og led også psykisk under savnet af sine venner og velgørere og de med længsel ventede hilsner fra Danmark. De var undervejs og indhentede ham også efterhånden, men med så store forsinkelser at han nåede at føle sig fuldstændig forladt og glemt i sit hjemland.

Det fortsatte togt østover blev om muligt endnu mere strabadserende: Han fik skibslejlighed ad floderne i mere eller mindre synkefærdige både, fik problemer med øjnene af at læse i dårligt tællelys i mørke kahytter og kom nu til at lide af forfølgelsesvanvid og angst. Så meget som at da han i 1821 ankom til den danske militærforlægning i  Serampore, måtte militærlægen på stedet, Christopher Mundt, sende besked til Danmark om at Rasmus Rask var brudt sammen psykisk, med ordene at han havde ”en skrue løs”.  Og så – endelig, seks år efter sin udrejse – fik han lov til at vende hjem.

Hjemturen må have været som at komme i himlen. Her fik han et halvt år til søs med ro, ordentlig forplejning og behageligt selskab. Blandt de medrejsende var tre søstre, og en af dem blev Rasmus Rask forelsket i. Så meget at han friede til hende da de var kommet hjem. Desværre findes der ingen overleveret korrespondance mellem dem; at han i det hele taget friede, ved vi kun fra et kort dagbogsnotat fra 1824: ”Modtog hendes nej.”

Hjemkomsten i 1823 kom i Rasks øjne til at bekræfte hans opfattelse af at Danmark var ligeglad med ham. Skibet lagde til i Helsingør, og her ventede ham ingen modtagelse – den var nemlig arrangeret i København, så igen kom den forsinket og for sent til at overdøve den første skuffelse.

Hans sidste ni år blev fulde af skuffelser og modgang. Han havde været sikker på at han med sin forskerrejse måtte have gjort sig fortjent til en professorstilling, med den respekt og tryghed der ligger i sådan en position. Den kom bare ikke.

Og helt galt gik det da han i 1825 udgav et forslag til en gennemgribende ny dansk retskrivning hvor han bl.a. foreslog at indføre bolle-å i stedet for ’aa’, indføre et ekstra ø-tegn, ö,  og slette de eksotiske bogstaver q, x og z fra dansk retstavning.  Den slags gør man ikke ustraffet i Danmark. Så nu blev han hængt ud i vaudeviller og smædeskrifter og latterliggjort i hele den københavnske offentlighed.

Det førte selvsagt til yderligere isolation. Han omgikkes helst kun sine gamle venner, bl.a. tilbage fra Odense Latinskole, og sin bror Hans Kristian, som han støttede både økonomisk, fagligt og personligt i hans teologistudier.

Rasmus Rask forskede og udgav skrifter helt til det sidste. Hans videnskabelige produktion i hans knap 45 år lange liv er ufattelig.

Men endelig, i begyndelsen af 1832, forbarmede universitetsdirektoratet sig over ham og sendte bud om at han var blevet tildelt et professorat i asiatiske sprog. En uendelig længe ventet anerkendelse som Rasmus Rask modtog med ordene: ”Jeg frygter det er for silde.”

Kort inden sin død modtog han også en hilsen fra kongen, der tilkendegav ham sin ”allerhøjeste tilfredshed” med hans virke og skrifter.

Han fik således kun lov til at opleve tilfredsstillelsen ved udnævnelsen, men nåede ikke at fungere i stillingen i praksis, dertil var han for svækket. Han havde fået tuberkulose og døde i sit hjem kort før sin 45 års fødselsdag.

Rasmus Kristian Rask: 1787-1932

Biografien "Rasmus Rask – store tanker i et lille land" (udgivet 2002 på Gad) udkom i 2019 i islandsk oversættelse, i 2021 som e-bog og i 2022 som lydbog på Lindhardt og Ringhof.